Kulturlivet befinder sig i en legitimitetskrise

post
Kulturlivet befinder sig i en legitimitetskrise

De aktuelle besparelser på kulturbudgetterne er måske ikke blot et udtryk for manglende politisk opbakning på højrefløjen. Måske er det et symptom på, at det offentligt støttede kulturliv befinder sig i en langt dybereliggende krise, nemlig en legitimitetskrise.

Af Lasse Marker

Analysen blev bragt på et oplæg ved RÆSONs Vidensfestival i Den Sorte Diamant, 4. marts 2017.

I efteråret 2015 gennemfører daværende kulturminister Bertel Haarder (V) historisk store besparelser på kulturområdet ved at lade grønthøsten køre ud af garagen og pålægge alle statsstøttede kulturinstitutioner besparelser på 2% årligt over de kommende fire år.

Et år efter træder Mette Bock (LA) ind i lokalerne i Nybrogade 2 som landets nye kulturminister. Halvanden måneden forinden har hun i en kronik i Berlingske skrevet, at ”den statslige kulturstøtte næppe vil ændre sig i hverken positiv eller negativ retning de kommende fem-ti år”. Det er et budskab som hun siden har gentaget mange gange. Det er ikke kun en holdning, man finder på den borgerlige fløj. Når vi lytter til vandrørene på Christiansborgs gange, så lyder det ikke til, at der kommer flere penge til kulturområdet, selvom Mette Frederiksen skulle blive landets næste statsminister.

Kulturlivet skal derfor efter alt at dømme indstille sig på en fremtid med et lavere støtteniveau end tidligere.

Den manglende politiske opbakning er for kulturlivet bekymrende i sig selv. Men endnu mere alvorligt er det, at besparelserne er sket med folkelig opbakning. Både ved kommunalvalget i 2013 (Ugebrevet A4) og ved folketingsvalget i 2015 (Megafon) peger et flertal af vælgerne på kulturen som det første sted, de vil skære. kultur opfattes som flødeskum, som man kan fjerne fra kagen, når staten skal slanke sig.

Samtidig oplever vi, at kulturlivet fylder mindre og mindre i den offentlige debat. Det seneste eksempel på det så vi i efteråret 2016, hvor først Jyllands-Posten og derefter Politiken afskedigede deres fastansatte teateranmeldere.

Der tegner sig et billede. Måske er besparelserne på kulturbudgetterne ikke blot et udtryk for manglende politisk opbakning på den borgerlige fløj. Måske befinder det offentligt støttede kulturliv sig i en langt mere alvorlig krise, nemlig en legitimitetskrise. Den samme diagnose stiller Casper Hvenegaard Rasmussen, lektor ved Københavns Universitet, i bogen ”Formidlingsstrategier” (2016).

”Måske er besparelserne på kulturområdet blot et symptom på et endnu mere grundlæggende problem for det offentligt støttede kulturliv. Det er ved at implodere, eller gå i sig selv, fordi den samfundsmæssige interesse for kulturlivet er dalende”.

Kulturlivet står over for to grundvilkår
Hvis denne diagnose er rigtigt, så ser vi to grundvilkår, som det offentligt støttede kulturliv må forholde sig til og handle på:

1) På kort sigt må man blive i stand til at tjene flere penge selv, hvis de gennemførte besparelser ikke skal betyde færre kulturelle aktiviteter af ringere kvalitet. Det, tror vi, bl.a. vil kræve et mere kommercielt mindset, hvor man på landets kulturinstitutioner i højere grad opfatter sig selv som kulturvirksomheder.

2) På lang sigt må man blive mere relevante for flere, hvis man ønsker, at kulturen skal indtage en central placering i samfundet, og hvis man ønsker at få et folkeligt mandat – og derved også et politisk mandat – til kulturstøtten. Det, tror vi, bl.a. vil kræve et opgør med tanken om, at hvis man blot møder kunsten og kulturen, så skal man nok blive kulturbruger. I 50 år har visionen for kulturpolitikken været at få kulturen ud til alle. I dag er kulturen kommet ud til (næsten) alle, men det har vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Hvis kultur skal opfattes som rugbrød frem for flødeskum, så er det ikke tilstrækkeligt at give den almindelige dansker adgang til kunsten og kulturen – den skal også opleves som relevant og vedkommende for den enkelte. En ny vision for kulturpolitikken kunne derfor være at udskifte parolen om ”kulturen ud til alle” med en ny parole om, at kulturen skal være relevant for alle.

Kommentar