Den kulturpolitiske bermudatrekant

post
Den kulturpolitiske bermudatrekant

Kulturlivet har en privilegeret adgang til medierne og råber højt, når nedskæringer kommer på tale. Det skræmmer politikerne væk fra større ændringer af kulturstøtten. Måske kan Mette Bock gøre det anderledes.

Af Lasse Marker


Kommentaren blev bragt første gang i Weekendavisen d. 19. maj (Udvidet udgave).

Kulturminister Mette Bock vil gøre op med et støttesystem, hvor kulturkronerne fordeles ud fra tradition og historie snarere end ud fra konkrete kulturpolitiske prioriteringer. I et interview med Zetland fra december sidste år lød det således, at ”kulturstøtten skal reformeres fra bunden,” mens Bock efter 100 dage på posten fortalte til Berlingske, at hun vil rydde op i de »ulogiske« og »historisk betingede« forhold, der præger kulturstøtten. Men selvom der både på Christiansborg og i kulturlivet er bred enighed om, at man bør kigge på fordelingen af kulturkronerne, er det langtfra sikkert, at ministeren vil lykkes med sit projekt. Historisk har det nemlig vist sig at være meget svært at ændre på tingene, selv for en kulturminister.

Kulturpolitikken har været præget af en status quo, hvor alle forsøg på at ændre på tingene strander. Hver gang nogen har forsøgt at pille ved kulturbudgetterne, har det udløst mediestorme, der har gjort ændringerne politisk umulige at gennemføre. Nogle eksempler: I 1995 måtte Jytte Hilden fra Socialdemokratiet opgive at ændre i kulturstøtten efter fakkeloptog i gaderne. I 2002 måtte den nyudnævnte konservative kulturminister Brian Mikkelsen opgive at reformere bibliotekspengene efter massive protester. Og i 2012 måtte den dengang radikale Uffe Elbæk erkende, at hans store Marshall-plan for kulturlivet var endt i næsten ingenting.

Men hvorfor er det så vanskeligt at gennemføre reformer på kulturområdet? Jørn Langsted, der er teaterekspert og professor emeritus ved Aarhus Universitet, har tidligere peget på, at Christiansborg, kulturlivet og pressen udgør en bermudatrekant, der tilsammen sikrer en status quo, så ”plejer” er blevet den helt store dirigent i kulturpolitikken. Jeg har selv brugt de sidste fem år, først som journalist og siden som politisk rådgiver, på at blive klogere på, hvordan denne bermudatrekant fungerer: Kulturstoffet fylder relativt meget i medierne, hvilket giver kulturlivet en mere privilegeret adgang til pressen end nogen anden samfundsgruppe. Samtidig har kulturlivet igennem mange årtier vænnet sig til, at når først en bevilling er givet, kan den ikke tages væk igen. Det betyder, at kulturlivet ofte råber højere end andre samfundsgrupper, når nedskæringer kommer på tale. Dem, det ”går ud over”, kontakter naturligvis kulturjournalisterne, og de vil, ligesom alle andre journalister, lave historien, når de ser en konflikt. Fordi kulturlivet har en meget privilegeret adgang til pressen, får kritikerne masser af spalteplads, og det kan derfor hurtigt blive en tabersag for politikerne. Samtidig bliver kulturen prioriteret lavt, både på statens finanser og i folketingssalen, hvilket betyder, at de færreste folketingspolitikere er parate til at tabe vælgeropbakning på grund af en kulturpolitisk kamp. Omvendt er mange politikere ikke sene til at kritisere et forslag, hvis de kan lugte stemmer. Derfor ender tabersager i medierne ofte med, at de politiske partier trækker følehornene til sig og lader forslaget falde.

Spørgsmålet er derfor, om Mette Bock vil have større succes med at reformere støttesystemet end sine forgængere. Der er dog to ting, der taler for. Mette Bock har vist sig som en dygtig politisk håndværker, der kan få tingene igennem i folketingssalen, og hun har formået at vende en skepsis i kulturlivet til en vis popularitet.

Da hun i november trådte ind i lokalerne i Nybrogade 2 i Indre København som landets nye kulturminister, blev hun mødt med en vis skepsis i kulturlivet. Mette Bock var ikke alene medlem af Liberal Alliance, som er det parti på Christiansborg, der er størst modstander af kulturstøtten. Hun havde også halvanden måned forinden givet kulturlivet en eftertrykkelig opsang, da hun i Berlingske skældte navngivne kulturpersoner ud for ikke at kunne løfte debatniveauet op over »send-flere-penge«. I dag, snart et halvt år efter, er der fortsat panderynker og bekymrede miner rundtomkring i kulturlivet, men kulturministeren nyder også respekt for sin faglighed og sine ambitioner.

Mette Bock er landets 20. kulturminister siden oprettelsen af Kulturministeriet i 1961, men hun er ikke blot endnu én i rækken. De færreste af hendes forgængere havde kulturministerposten som deres førsteprioritet, og et historisk tilbageblik viser, at de fleste blot endte som administratorer af det bestående. Mette Bock er anderledes. I Zetland-interviewet fortalte hun, at hun ikke alene havde kulturministerposten som førsteprioritet, men som eneste prioritet. Hun er blevet kulturminister, fordi hun vil ændre på tingene, og det nyder hun respekt for i brede dele af kulturlivet. De fleste ledere i kulturlivet vil faktisk gerne have en kulturminister, der vil noget!

Mette Bock er allerede lykkedes med at gennemføre de første af sine varslede omprioriteringer. Den 21. april blev det således offentliggjort, at regeringen og Dansk Folkeparti havde vedtaget at flytte otte millioner over fire år fra symfoniorkestret Copenhagen Phil til landsdelsorkestrene i resten af Danmark. Det er godt politisk håndværk. Ministeren udnyttede et borgerligt flertal bag udflytning af kulturkroner fra København til resten af landet, og hun undgik at gøre det til en diskussion i medierne, men ventede med at melde noget ud, indtil aftalen var på plads. Dog kom udmeldingen om beslutningen på et noget uheldigt tidspunkt. Samme dag som offentliggørelsen havde ministeren inviteret dansk musikliv til konference i Middelfart, hvor orkestrenes fremtid var på dagsorden. Der var lagt op til, at musiklivet her ville få mulighed for at komme med indspark, men beslutningen var allerede taget, hvilket fik Alexander Øllgaard, der er tillidsrepræsentant for Det Kongelige Kapel, til skrive på Facebook: “Vi var mange, der følte at vi kunne have brugt dagen på en bedre måde”. Kulturministerens nyvundne anseelse i kulturlivet havde fået ridser i lakken.

Næste område, som ministeren vil tage fat på, er museer og teatre. Her kan det dog vise sig at blive noget vanskeligere at få gennemført forandringer. For det første vil mange af museerne og teatrene formentlig ikke tage imod invitationen om at bidrage til debatten med tanke på, hvordan orkestrene blev behandlet. For det andet er flere partier er allerede i gang med at profilere egne mærkesager i medierne, hvilket indikerer, at det kan blive svært at finde et enigt flertal bag en større reform af området. De borgerlige er nemlig ikke enige om ret meget andet end at flytte penge fra København til resten af landet. Samtidig har kulturpolitiske forslag det som sagt med at ende som tabersager, så snart de rammer medierne. Sandsynligheden for en politisk aftale bliver derfor mindre, når de øvrige partiers kulturordfører udtaler sig om konkrete forslag i medierne. Kulturministerens bedste mulighed for at få succes er derfor at føre forhandlingerne bag lukkede døre og forsøge at nå til enighed i den borgerlige blok.

Kommentar